fredag den 7. september 2018

Flytningen.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er flyttet til Skive. Et flyt på godt 200 km, hvilket ikke er så lidt. Beslutningen blev taget efter det ikke lykkedes mig at komme ind på farmakonom uddannelsen, for så blev spørgsmålet lidt: Hvad så nu?

Jeg havde en idé om at jeg ikke skulle flytte hjem til Jylland. Det var simpelthen ikke en mulighed på daværende tidspunkt, men der måtte selvfølgelig en masse overvejelser til. Blandt andet ville jeg gerne finde ud af hvad det var der holdt mig i Odense og samtlige grunde der var til at blive, ville meget hurtigt forsvinde og så gav det ikke rigtigt mening alligevel. Jylland begyndte at virke mere og mere appellerende, at komme tæt på min familie igen, min bedste veninde og muligheden for at få et job herovre var der også og så snart beslutningen var taget faldt jeg meget mere til ro i min egen krop og i mit eget sind, så selvom jeg da godt kan savne Odense har jeg aldrig været i tvivl om at det var den rigtige beslutning jeg tog.

Det er altid svært at finde en lejlighed hvor man må have dyr og andet var jo aldrig en mulighed, for Charlie skulle med og det kom han selvfølgelig også. Jeg har fundet den fineste lejlighed på 55 m2 til en rigtigt fin pris. Det viser sig at det er tæt på arbejdet også, men lejlighed kom før job og derfor var det ikke en del af overvejelserne da jeg ikke vidste det. Her er et rigtigt køkken, hvilket jeg ikke har haft i 2 år og jeg nyder at have den ekstra plads. Jeg savner dog at kunne gå ud af døren og kunne finde nogen at snakke med næsten med det samme. Jeg har en rigtigt god veninde fra kollegiet jeg spillede rigtigt meget Pokémon GO med og det savner jeg bestemt. En anden meget nær veninde flyttede til sjælland i Januar og generelt er veninderne fra studiet nok ved at søge videre, da de bliver færdige om et år, men jeg prøver så godt som jeg kan at holde kontakten. I takt med der kommer mere ro på bliver dette sikkert også meget bedre.

Selve flytningen gik vældig fint. Da jeg skulle over og gøre rent inden flyttesyn lå min nøgle til den gamle lejlighed imidlertid i min nye lejlighed, i Skive. Jeg måtte betale for en låsesmed derovre, men fik aftalt at kunne sende nøglen over. Jeg har fået en stor del af mit depositum tilbage også, så alt der er fint og den nye lejlighed er indrettet på nær en enkelt funko pop hylde der endnu ikke er kommet op fordi jeg simpelthen er for lav.

Til indlægget får I et billede af Charlie, for vi trives og man kan altså aldrig få nok billeder af Charlie!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar