torsdag den 23. august 2018

Da studiet begyndte at gå skævt.

En af de rigtigt store ændringer der er sket i mit liv er, at jeg er droppet ud af universitetet. Denne beslutning har ført blandt andet flytningen med sig samt det faktum, at jeg nu har fundet et job.

Det er svært at vide helt præcist hvornår det begyndte at gå skævt med studiet, for det har nok været længere end jeg egentlig selv tænker. Glæden forsvandt nok allerede omkring fjerde semester hvor jeg blev sygemeldt med stress for første gang, men femte semester var et godt semester og fik mig til at holde fast.

Jeg begyndte for alvor at arbejde med mig selv efter sygemeldingen, for også at undgå at blive syg igen, men det lykkedes ikke helt. Jeg har lært rigtigt meget om mig selv og ændret mig en del, hvilket betød at studiet bare ikke var det for mig længere. Det var simpelthen ikke det jeg ville længere og den endelige beslutning blev taget omkring november eller december, hvor jeg igen blev sygemeldt med stress og jeg har ikke kigget tilbage. Jeg fortsatte til og med juni, men valgte de fag fra jeg ikke kunne overskue. Jeg blev der for min egen skyld, for at bevise for mig selv at jeg kunne og for ikke at gå i stå i min udvikling, for jeg tænkte ikke det ville være gavnligt for mig udelukkende at gå hjemme.

Mens jeg fortsat var på Universitetet prøvede jeg også at få færdiggjort et bachelorprojekt, hvilket ikke gik. Jeg prøvede over to semestre, på det samme projekt, men fungerede slet ikke med vejlederen. Først troede jeg at det var mig der var problemet da jeg arbejdede alene med hende. Da jeg prøvede igen, kom 5 andre studerende ind og skulle lave det samme projekt, hvor alle har måttet afslutte samarbejdet. Vi havde en inde fra studienævnet og snakke med vores vejleder, men lige lidt hjalp det og jeg ville ikke torturere mig selv mere med det, så jeg droppede projektet og arbejdede videre med mig selv i stedet.

Omkring februar, sideløbende med bachelorprojektet, begyndte jeg at lede efter praktikplads til farmakonom studiet. Jeg fandt ikke noget, hvilket måske var for det bedste, for nu har jeg et års tid til at finde ud af om det virkeligt er det jeg vil. Jeg var til et par samtaler, hvor folk havde problemer med blandt andet min næsepiercing, jeg fik også at vide at jeg var for overkvalificeret og en masse andet. Jeg blev i hvert fald ikke valgt og nu venter der en ny start i Skive.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar