tirsdag den 17. oktober 2017

Koncert i Store Vega: All Time Low!

I søndags var jeg med min lillesøster og min veninde Helene i København. Destinationen for udflugten var Store Vega hvor All Time Low skulle spille.

Dørene åbnede klokken 19, hvor musikken ville begynde klokken 20. Vi fandt vores plads i køen omkring klokken 18.30 hvilket egentlig var et ret passende tidspunkt. Store Vega har en maksimal kapacitet på 1550 personer, hvilket ikke er overvældende og det betyder også at der ikke er nogle decideret dårlige pladser. Der var ikke åbent op til balkonen under showet, hvilket betyder at der heller ikke var over 1500 mennesker derinde til koncerten. Jeg ELSKER All Time Low, men de er langt større i USA end i Danmark og det at de ikke er så vidt kendt har helt sikkert noget at gøre med det knap så imponerende fremmøde.

Det første af aftenen gik i entréen. Større tasker SKAL i garderoben hvilket koster 25 kroner, så sådan tjener Store Vega uden tvivl ekstra penge. Jeg fik heldigvis min taske med ind efter en mindre diskussion med vagterne og vi fik købt noget merchandise i form af T-shirts og fandt vores vej ind i tide til at se det første warm up band gå på scenen, i form af bandet Hey Charlie.

Hey Charlie består af tre unge blonde piger der spiller, hvad der bedst kan beskrives som 'cutie rock', et term min søster opfandt under koncerten. Jeg kunne meget godt lide musikken, men hovedattraktionen var selvfølgelig All Time Low, det ved de bands der varmer op også godt.


Efter Hey Charlie gik det andet warm up band på, Creeper. Det var noget mere hardcore, ingen tvivl om det og de sprang rundt så det var tæt på umuligt at få nogle ordentlige billeder af. Der var denne meget blege fyr ude i siden med blond hår og sort læbestift der lignede et spøgelse på langt de fleste af billederne, så det er næppe tilfældigt at det bedste billede også var et hvor han stod med ryggen til. God nok musik, men lidt for hardcore til min smag.


All Time Low var hovedattraktionen og til dem der ikke kender dem, kan stilen bedst beskrives som pop-punk og det er en af de genre jeg har det bedst med vil jeg tro. Så snart de gik på scenen kom der også for alvor gang i publikum og der kom også ekstra mennesker til, som ikke havde gidet at møde op for at se warm up bands eller var blevet i lobbyen, det er ikke til at sige hvilket der helt præcist var tilfældet. Koncerten var en del af deres album-tour for deres nye album 'Last Young Renegade', men der var mange af de lidt ældre sange med også, hvilket jeg var rigtigt glad for, selvom det nye album virkeligt er vokset på mig - det var anderledes end det gamle og det er noget man som inkarneret fan lige skal vænne sig lidt til, men det var i hvert fald godt!


Så.... Det viser sig faktisk at Alex (forsangeren) har problemer med hjertet. Nogle gange begynder det at hamre der ud af og så skal han sætte sig ned og slappe af, ligemeget hvad, også under koncerter og det var lige præcis hvad der skete, hvorfor der var en pause under koncerten, men egentligt startede det ud med at Jack inviterede en ung gut, Oscar hed han vist, op på scenen til at synge til et par covers af Blink 182. Det var helt sikkert hans 'moment to shine' og det var faktisk ret fedt frem for 10 minutters pause, at det så var 2-3 minutters pause og ellers et par Blink 182 covers.


Bandet vendte stærkt tilbage og som Alex også selv tweetede efterfølgende, så sluttede vi stærkt af. Hele koncerten var fantastisk. Flere uger i forvejen havde vi 'terpet' det nye album og i dagene op til var det også meget tydeligt da sangene blev mere mixede med dem fra tidligere albums også, at de tidligere sange bestemt heller ikke var glemt og vi kunne nemt huske teksterne til det.

Billederne er taget med min telefon. De er hverken redigerede eller skåret til, men jeg har udvalgt nogle af de bedste. Jeg tog over 100 billeder igennem hele aftenen og optog en enkelt video af min yndlings nummer fra det nye album. Kender man dem ikke, kan jeg anbefale at høre netop det nummer kaldet Dirty Laundry. Det er et mere stille nummer, og jeg elsker det! De værste billeder er fjernet og der er fortsat 68 billeder tilbage.


Til slut ved koncerten skete der noget oppe ved scenen, jeg ved ikke helt hvad, om det simpelthen bare var fordi de rykkede ud til kanten og ud for at se deres fans, men i hvert fald rykkede hele salen helt tæt sammen omkring scenen hvorfor jeg kom endnu tættere på scenen end ellers og fik nedenstående billede der klart er mit absolutte yndlings. Det var SÅ fedt!


Selve koncerten var helt igennem en og bandet gjorde det virkeligt godt. Der er ting som bandet ikke er herre over, eksempelvis min diskussion med vagten om min taske - en vagt sagde at den var for stor og skulle tjekkes ind, hvorefter jeg gik lidt i baglås for det var en ret lille taske, jeg havde kun to meget små lommer i min trøje og jeg blev nødt til at kunne have min astma medicin med og sådan. Min søster gik så hen til en vagt længere fremme der valgte at tage en ny beslutning - at min taske ikke var for stor til at komme med ind. Kaosset sluttede ikke helt der eftersom vi, især mig, endte med at stå ved en MEGET belastende type. Hun havde drukket sig fuld og var mildest talt grænseoverskridende, fyldte for 4 mennesker og mente eksempelvis godt at hun decideret kunne læne sig op ad mig og desuden skubbe alt og alle. Hendes veninde prøvede at gribe ind, men kom ikke igennem til hende da hendes kæreste mente at det var andre der skulle slappe af. Det var træls, men jeg kom igennem det og lærte at ignorere hende, sammen med de andre. Nogle mennesker mener ikke man skal tage hensyn til andre og det er egentligt trist at hun skal ødelægge oplevelsen for andre når nu hun sikkert ikke selv kan huske hele koncerten grundet promillen.

Stadig var det primært en positiv og fantastisk oplevelse. Vi var trætte, men glade da vi endelig nåede min lejlighed i Odense klokken 03:15 om natten efter at have misset det første tog, men vi var glade. God musik og godt selskab gennem det meste af aftenen, det er ikke så ringe endda!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar