mandag den 16. oktober 2017

I denne uge #23

Endnu en uge er gået og alt virker efterhånden kaotisk og stresset. Der er ikke styr på mit bachelorprojekt, som i overhovedet og det er bestemt ikke kun min skyld, for det er svært at arbejde med en der ikke kan overholde aftaler overhovedet når man har behov for at kunne planlægge sin tid. Det er kaotisk som bare pokker og det påvirker mit humør, især fordi jeg føler et behov for at skulle gå bag ryggen og til vejlederen og det HADER jeg. Jeg hader konflikter og ville ønske det hele bare kunne fungere, men det er ikke en mulighed og derfor bliver mit humør påvirket, men endnu en uge i kaos er gået og i denne uge har jeg:

Brugt mandagen på henholdsvis at sove og lave 'lektier' til om tirsdagen. Koncerten i København var fantastisk, men man bliver virkeligt udmattet af den slags udflugter!

Været til møde med vejleder og makker med projekt. Det var kaos, havde lavet det meste, men ikke nødvendigvis helt rigtigt og blev kritiseret for eksempelvis ikke at have scannet min skitse ind - det ville jeg have gjort om morgenen inden mødet, men blev forsinket grundet et voldsomt astmaanfald. Et anfald der påvirkede resten af dagen også, da de udmatter mig utroligt meget.

Haft besøg af kæresten. Vi har set Black Mirror og venter nu på den fjerde sæson der burde udkomme. Grundet aflyste aftaler med min makker i projektet og noget vejr der ikke ligefrem var til at råbe hurra for, var vi mest hjemme på nær et enkelt pakke-run rundt omkring i Odense.

Haft en lidt pjevset kat, der dog modsat al anden bagage pakker sig selv når man skal ud af døren og det er fandme praktisk. Transportboksen er dog kun sjov indtil jeg lukker lågen, men udover en smule brok i bussen opførte han sig pænt i de tre timer som togrejsen kommer. Han er på sove-ferie og det er nok også godt nok!

Været super god til at løbe efter offentlige transportmidler. Fredag aften havde jeg læst bustiden forkert og vi missede derfor næsten hans bus til banegården, hvis ikke det havde været fordi vi spænede mens jeg viftede voldsomt med armene for at signalere at vi skulle med. Lørdag blev det toget jeg måtte løbe efter for at nå ned i den rigtige vogn eftersom bussen var ret så forsinket og jeg vildt gerne ville nå at købe noget morgenmad/frokost med også. Det var med kuffert, rygsæk og kat jeg måtte spæne ned ad perronen og heldigvis så konduktøren mig og holdt døren åben lidt endnu. Nåede ind 30 sekunder før afgang.

Formået at slappe af siden jeg ankom hjemme i Jylland. Vi har besøgt min storebror og handlet, ellers har den stået på en smule Pokémon og ellers bare hjemmehygge.


Da der ikke er sket så meget jeg havde behov for at dokumentere med billeder får I her et billede af Charlie, han er nemlig både sød og fotogen, næsten på daglig basis faktisk! Her ses han eksempelvis putte i skødet på min søster (som han forguder) og så er der et billede hvor han er meget trist fordi han ikke måtte komme med kæresten og jeg ind i vaskehuset. Det er nemlig hårdt!

2 kommentarer:

  1. Hvor er billederne og beskrivelse af koncerten?!

    SvarSlet
    Svar
    1. De har deres eget indlææææg, det var ikke i den her uge heller. ;)

      Slet