onsdag den 16. august 2017

Typer på bytte-bytte-portaler

Jeg tror ikke den kære Karoline fra bloggen hvidkaffe kan være gået manges næser forbi, ej heller min, for hun er simpelthen fantastisk! Desuden har jeg et eller andet med bloggere der netop er så fantastiske på deres helt egen måde, men viser deres ufuldkommenhed frem på en måde så alle andre føler at de kan være med - på en eller anden, 'kan hun så kan jeg fandme også'-agtig måde. Det er svært at forklare, men det fungerer bare.

Nå, men det var faktisk ikke Karolines blog i sig selv dette indlæg skulle handle om, for introduktionen af den vil jeg overlade til hende selv. Det skulle til gengæld handle om den DBA-fadæse hun introducerer i dette indlæg.

Jeg ser mig selv som en ret hærdet sælger på diverse bytte-bytte-portaler, det være sig DBA, Gul og Gratis, Trendsales osv. Der er en del af dem! Jeg kan godt lide at tjene lidt af mine penge hjem igen hvis jeg enten er blevet træt af noget, har fortrudt købet eller hvad det nu ellers kan være. Det kan virkeligt være svært og man skal have tålmodigheden i orden, for købere har ikke rigtigt nogle grænser når det kommer til hvor forskammet eller besværlig man i virkeligheden kan være, men som sælger er det med at holde hovedet koldt og være det bedre menneske der holder en pæn tone, ellers risikerer man at skræmme eventuelle andre købere væk når handlerne går i vasken.

Der findes forskellige typer af købere der ofte florerer på denne slags sider, nogle af de mest irriterende værende:

Købere der byder LANGT under den angivne pris. Forstå mig ret, selvfølgelig skal der være plads til at prutte lidt om prisen, jeg er jyde og er stor fan af det, men når man byder halvdelen af den angivne pris eller derunder er det bare uforskammet. Disse købere spørger af og til om 'prisen er fast' - der er forskel på ikke at være til at rokke på med hensyn til prisen og så at byde halvdelen. En halvtredser eller lignende skal jo ikke nødvendigvis stå i vejen for en handel, men flere hundrede kroner skal bestemt.

Apropos ovenstående: Voksne der bruger deres børn som undskyldning for at byde laaaangt under prisen. Beskeder der starter med ting som 'Hej, jeg hedder Axel og jeg er 6 år gammel. Jeg har sparet op til en iPad og har 1000 kroner. Vil du ikke sælge den til det? Hilsen Axel og hans mor'. Det eneste formål er uden tvivl at give sælgeren dårlig samvittighed og dermed sælge sin vare til langt under prisen. Ovenstående er et hypotetisk eksempel, der dog bunder ud i noget lignende det min veninde eller jeg før har modtaget. Du skal ikke bruge dit barn som undskyldning, så må du som forælder selv hjælpe dit barn med at skaffe de sidste penge. Forleden modtog jeg en SMS hvor der ordret stod 'Hej har du en iPhone 5s til 700 til min søn. mvh Lars' - Mit svar var koldt og konkret 'Nej, det har jeg ikke.', for min iPhone står til 1400 på grund af den exceptionelt gode stand. Øv.

Så er der køberne der prutter om prisen, hvor efter man bliver enig om en alternativ. I det handlen burde være i hus får man så en besked om, at det er en aftale og om man kommer til København, Aarhus eller hvad der nu ellers kan være tale om. Når man ikke gør og de bestemt ikke gider køre ens vej for at hente og portoen, som i Karolines tilfælde, ikke lige passer køberen, så går handlen i vasken og man kan starte forfra.

Endnu en kategori er køberne der virker yderst seriøse med kommentarer som 'den vil jeg gerne købe' hvor af nogle af dem også indeholder forespørgsler om hvor vidt man kan holde varen til de får løn. Det sidste er jeg ikke bleg for, men jeg skriver altid at de så skal være HELT sikre, men når det kommer til lønningsdag kan man skrive til dem 2-3 gange hvor de ser beskederne, uden at svare. Dem der ikke engang lige kan tage sig sammen til at forfatte beskeden 'Jeg har fortrudt, det beklager jeg.' eller lignende. De førstnævnte stopper nogle gange med at svare allerede efter beskeden om at de gerne vil købe en vare, men så har man da i det mindste ikke spildt alt for lang tid eller eventuelt afvist andre købere da varen jo burde være solgt.

Der findes fantastiske og ærlige købere derude og det er selvfølgelig heller ikke alle sælgere der er lige gode, men god tone og almindelig anstændighed kommer man utroligt langt med når man handler online og har med andre mennesker at gøre. Det kan godt være man sidder og ser ind i en skærm, men der er et menneske i den anden ende der af og til går voldsomme længder for at være behjælpelig og det bør helt sikkert værdsættes.


2 kommentarer:

  1. 1. Gør folk seriøst det med børnene? Jeg er rystet. RYSTET!
    2. Du er eddermaeme sød, synes jeg. Tusind tak.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkeligt frustrerende, men det er sket flere gange for mig og min tidligere roommate. Børn skal jo have telefoner og iPads i tidlige aldre nu, så når de sparer samtlige fødselsdagspenge - eller hvad ved jeg - sammen, så prøver forældrene at presse priserne vildt ned i stedet for at smide ekstra penge i kassen. Det er en super mærkelig adfærd, men ret gennemgående faktisk.
      Mange mange tak!

      Slet