fredag den 15. april 2016

Det Der Med Ønskesedler..

Der er lidt over en måned til jeg bliver 22 år gammel. Det betyder altså der skal skrives en ønskeseddel selvom planerne endnu ikke er helt fastlagte. Jeg regner med at kunne være hjemme på min fødselsdag og slæbe min kæreste med, men det er eksamensperiode, så skal helt sikkert også lave noget med veninderne for ligesom at fjerne stresset en smule, selvom min ene eksamen nok er til at overleve.

Ønskesedlen er dog et problem. Da man var lille kunne man ønske sig alt det nye legetøj og ligemeget hvad man fik blev man virkeligt glad, men med en 20'er i ugen som lommepengetaksten var det jo heller ikke fordi man havde pengene til at købe ret meget af det selv. Men nu hvor man er ældre? Jeg ved ikke hvad jeg skal ønske mig. Det jeg mangler køber jeg og har jeg ikke købt det er det fordi det er for dyrt og ikke indenfor mit budget, hvorfor det heller ikke ligger indenfor et gavebudget, det er ikke bare mig vel?

Noget af det der ligger højest på ønskesedlen er sådan noget kedeligt noget I ved, som gavekort til IKEA. Forhåbentligt får jeg snart en lejlighed (Har haft en del tilbud, men har været for langt nede af listen så andre længere fremme i køen fik stederne) og der skal jeg uden tvivl bruge nogle ting, men præcis hvad jeg skal bruge afhænger selvfølgelig også af stedet. Er der indbyggede klædeskabe skal jeg ikke bruge sådan et. Er der ikke vildt meget plads skal jeg ikke bruge et kæmpe sengestel, men måske bare en topmadras til sovesofaen? Sådan er der så meget og uden at vide mere om stedet ved jeg det ikke.

Man kunne også ønske sig penge, men det synes jeg altså er værre at ønske sig. Det er så koldt og upersonligt og hvis jeg kan undgå det giver jeg heller ikke penge. Nope. Nej tak. Men det er det jeg ønsker mig - penge og gavekort og så nogle funkoer og diverse småting, men helt ærligt, tror jeg ikke mange ville give mig en funko pop, det er en obsession folk ikke vil støtte op om.

Hvorfor skal det være så kompliceret at blive ældre?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar