torsdag den 3. marts 2016

Den Endeløse Kamp.

Om det i virkeligheden er en endeløs kamp eller ej er svært at sige, men det håber jeg virkeligt ikke det er. Jeg er stille for tiden og det er fordi jeg er midt i en voldsom kamp med mit helbred. Det er lidt som om mit helbred aldrig er helt godt, men for tiden er det nærmest lige direkte til at skylle ned i toilettet - det gør jeg faktisk også, for der går næsten ikke en dag hvor jeg ikke kaster op og sådan har det været i snart 2 måneder, hvilket jeg ikke føler jeg kan være tjent med.

Jeg har et noget anstrengt forhold til min læge, for at sige det mildt. Han er altid flink ved mig, men det skal han vel også være når jeg nærmest står for 90 % af hans indkomst, men på trods af hvor flink han er (til tider) føler jeg ikke han er kompetent nok til at have at gøre med så besværlig og krævende patient som jeg er. På 11 år nåede de på Viborg sygehus frem til at jeg havde en defekt i mit immunforsvar, men de fandt aldrig ud af hvorfor, hvor eller hvordan og den er derfor blot uidentificeret, men de gjorde virkeligt deres bedste med konstante undersøgelser - det samme kan ikke siges om min nuværende læge.

Han har dog endelig selv indset, at han rent faktisk ikke kan finde ud af hvad fanden der er galt, at han har famlet i blinde. Fik noget medicin mod for meget mavesyre, der bare gjorde jeg fik det værre og det er ikke det medicin skal, men har man ikke for meget mavesyre gør det vel heller ikke godt for noget?

Jeg føler mig sådan lidt tom indeni og dermed bliver det også svært at skrive og holde gejsten oppe når det kommer til bloggen - hver dag burde ikke være en kamp på den måde, jeg burde ikke frygte at skulle spise fordi det så kommer op igen, det kan bare ikke passe længere. Prøver at holde fast i min humor for ikke, at miste mig selv i det, men det bliver sværere og sværere med tiden.

Jeg har nu fået en henvisning til mave- og tarm afdelingen på OUH. Noget jeg både er glad for og knap så glad for. Det der skal ske er, at jeg skal have et kamera ned i min mave så vidt jeg forstod og om det bliver den fancy løsning med at sluge en lille pille med et kamera i (hvilket ville passe mig helt fint) eller om jeg skal have en slange ned med et kamera for enden ved jeg ikke, men gud hvor jeg håber på det første altså!

Jeg er dog mest af alt glad, for ligemeget hvad er det jo kortere tids ubehag modsat nu hvor jeg har det skidt hver dag. Det hedder ikke længere "Er jeg syg?" om morgenen, det hedder "Hvor syg er jeg". Er det 8 eller derover tager jeg ikke på uni, men er det 6 eller derover tager jeg ikke på arbejde, for det er virkeligt svært at holde ud når man bare har det skidt. Igår var jeg afsted på arbejde fordi jeg egentligt troede jeg havde det okay - det havde jeg ikke. Kastede op før jeg skulle afsted og efter jeg kom hjem og på et tidspunkt da jeg gik rundt var jeg kortvarigt bange for at besvime fordi jeg havde det så skidt og havde jo heller ikke rigtigt spist, hvilket ikke hjælper på det.

Det blev en lang smøre, men for mig hjalp det også lidt at få skrevet det hele ned og fortælle om det, for ligemeget hvor træls det er, så er jeg glad for jeg ikke går igennem det alene, for det ville være uudholdeligt!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar