torsdag den 14. januar 2016

At Sige "Jeg elsker dig".

Der er mange der nærmest er bange for at sige, "Jeg elsker dig", hvor andre bare kaster det ud som om det er noget af det mindste i verden, at fortælle andre. Nogle siger det uden at mene det, mens andre lader være med at sige det, selvom de mener det.

Jeg har et lidt ambivalent forhold til det hele, for at sige at man elsker nogen og de ikke siger "Jeg elsker også dig", det må være pokkers smertefuldt, men man finder aldrig ud af det medmindre man sætter nogle følelser på spil.

Alt det her gøjl med, at sige "Jeg elsker dig" kommer egentlig af, at jeg siger det ofte til min kæreste og han siger det tilbage. I starten kunne jeg faktisk ikke sige det uden en klump i halsen og uden at min stemme knækkede, men det var ikke fordi jeg ikke var sikker på det var det jeg følte, men mere fordi det var en helt vild sær følelse alt i alt, da jeg aldrig har oplevet det gengældt på samme måde fra andre end min familie der jo netop er genetisk programmeret til at skulle elske mig og det er bare ikke ligefrem det samme med en kæreste.

Jeg snakkede i telefon med min kæreste over julen da vi var adskilt og da han sagde "Jeg elsker dig" og hans søster hørte det, spurgte hun ind til om ikke det var ret tidligt at sige sådan? Der havde vi sagt det længe og derfor vidste han sjovt nok ikke helt hvordan han skulle reagere på det, men hvorfor skal man også forsvare hvordan man føler? Det er der vel i princippet ingen grund til, men det har han sikkert følt han skulle i situationen.

Hvor vil jeg hen med dette indlæg? Jeg ved det faktisk ikke, det var bare nogle tanker jeg ønskede at skrive ned, noget der har været længe i mit hoved og nu kom det altså ned på skrift her på bloggen. Måske for at understrege overfor mig selv også at følelserne ikke skal forsvares? Da jeg hørte hun havde spurgt sådan begyndte jeg jo med "Vi havde jo også kendt hinanden lang tid før vi blev kærester og datede". Ja ja, lang tid og lang tid, men nogle måneder hvor vi var i konstant kontakt hver dag og nærmest hele dagen. Der var aldrig rigtigt tvivl om det var mere end blot venskab da vi startede med at have kontakt, men begges travle skemaer gjorde faktisk at der gik over 2 måneder før vi rent faktisk mødtes efter en date var blevet aftalt. Lidt sjovt faktisk, men godt det blev det!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar