fredag den 18. december 2015

Jobsituation og Helbred!

Nu er jeg officielt gået på juleferie, hvilket i princippet hedder læseferie, men nogle gange er det bare deprimerende at hænge sig i den slags detaljer. Det betyder også jeg igen burde have ordentlig tid til bloggen, for det har der ikke været - der er simpelthen sket alt for meget, hjernen har været præget af tankemylder og jeg har haft opgaver langt op til halsen og så er det bare svært at finde overskud til at skrive.

Der er sket en masse, nogle gode ting og nogle der måske i princippet er knap så gode, men som de mennesker jeg omgiver mig med og jeg har valgt at få det bedste ud af.

Noget af det bedre der er sket er for eksempel, at jeg har fået job! Jeg har arbejdet med transkription hvilket blev afsluttet i weekenden, men jeg har nu et job klar fra Januar! I Odense er der et medicinallager kaldet Nomeco og der blev søgt en medarbejder en måneds tid tilbage, hvor jeg desværre ikke blev valgt i det, at der var en der rent faktisk havde erfaring og det kunne jeg ikke hamle op med. Onsdag i sidste uge blev jeg så ringet op, at de skulle ansætte en ekstra, hvilket jeg var blevet spurgt ved mit afslag om jeg kunne være interesseret i hvis det blev tilfældet og der ville de så gerne have mig til samtale (over Skype) og sådan. Jeg var den eneste der kom til samtale da de var så sikre i deres sag og jeg bestod en test der skulle til for at kunne komme ud på lageret og ydermere klarede jeg det ret godt i personlighedstesten der også blev lavet for at se på mine kvaliteter. I mandags havde jeg samtalen og blev officielt ansøgt. Det viser sig, at da jeg ansøgte jobbet var der intet mindre end 92 ansøge. Det vil sige jeg dermed har slået 90 ansøgere hvor af der var én der kunne slå mig - det synes jeg alligevel er ret så sejt! Jeg glæder mig som et lille barn til oplæringen i uge 1. Det er studierelevant og på mange måder helt perfekt for mig, så jeg glæder mig!

Ydermere virker det som om der er kommet lidt styr på situationen omkring mit helbred og min søvn, hvor jeg sov 10-16 timer i døgnet fordi jeg simpelthen ikke kunne holde mig vågen. Det er ikke helt godt endnu og jeg sover stadig meget mere end jeg burde, men 10-12 timer er altså bedre end 10-16 timer og nogle gange kan jeg også klare mig med 8-9. Jeg mistænkte stress, for jeg blev da uden tvivl stresset af ikke at have nok timer i døgnet til at kunne lave skolearbejde, gå i skole og så sove alt det min krop mente jeg. Det er dog vist ikke stress. Det viser sig at min lungefunktion mildest talt klarer sig ad helvedes til. Jeg har en lungekapacitet på 63%, hvor den burde ligge på 80%. Jeg har muligvis aldrig været oppe på de 80% grundet min astma, men har da været tæt på og det her er helt forfærdeligt. Det har så gjort jeg er gået op i dosis med min medicin, jeg har fået en anfaldsmedicin og skal muligvis skifte til et kombinationspræparat senere hen. Det er måske ikke ligetil at forstå hvordan det kan påvirke min søvn så meget, men hvis det bliver en kamp blot at trække vejret er det ret udmattende at komme igennem dagene og det er derfor muligvis det der har været på spil. Jeg er bare pisse glad for at det her mareridt med søvnen ser ud til at lakke mod enden!

Det blev en lang smøre, håber I kunne følge med alligevel dog. Jeg er glad og der er fremgang på forskellige punkter, yay!


2 kommentarer: