lørdag den 9. maj 2015

Coming Clean: Angst!

Der skal altid være plads til personlige indlæg, også selvom det der med at åbne op overfor andre kan være ganske svært for mit vedkommende, men alting er en start og derfor har jeg valgt at skrive det her indlæg hvor jeg åbner op omkring noget der fylder helt vildt meget i min hverdag, men ikke så meget som det tidligere har gjort.

For lidt over 4 år siden, var jeg i en trafikulykke. Jeg blev ramt af en bil da jeg skulle over i et kryds på vej til skole, da en mand på 77 år kørte over for rødt og direkte ind i mig i fodgængerovergangen og siden da har intet været helt det samme.

Siden ulykken har jeg været i en form for PTSD lignende angst-tilstand og det er blevet meget bedre for at være helt ærlig, men jeg tror bare altid det vil påvirke mig.

Der skete ikke det vilde. Jeg fik en tur i en ambulance og var igennem en masse scanninger og tilbragte adskillige timer på opvågningsstuen i Viborg, fordi det var den afdeling der havde mest opsigt. 

Noget der står virkeligt klart i min hukommelse er folks konstante kommentarer om, hvor heldig jeg var, for helt ærligt så følte jeg mig ikke særlig heldig og det har altså siddet fast lige siden. Ja, jeg brækkede intet og slap med et højre skinneben uden følelse, adskillige sår blandt andet i ansigtet og en hjernerystelse, men det var ikke fordi jeg følte mig heldig. Min rektor var meget intolerant overfor mit ekstra fravær og jeg nåede næsten at komme op i fuldt pensum og jeg havde det skidt.

Angst er altså en sjov og uforklarlig størrelse. Jeg kunne ikke gå eller cykle i skole, men gik næsten altid hjem og al færdsel i trafikken var for det meste en udfordring, hvis jeg eksempelvis skulle cykle rystede jeg helt ukontrolleret og var decideret bare skide bange.

Jeg var i retten og vidne mod manden og fik på den måde en form for afslutning på det hele, men det at han fik en betinget frakendelse af hans kørekort i 3 år samt en bøde på 750 kroner grundet pensionistrabat, var jeg virkelig ikke mere værd end det måske? Og han blev bagefter fordi han ville se om han kunne anke dommen, helt ærligt, det var jo ingenting.

Angsten har altså fulgt mig lige siden, men har virkeligt kæmpet med det og forbedret mig en del. Jeg kan fint cykle rundt og jeg kan også sagtens gå rundt i trafikken, men tit venter jeg længere end højest nødvendigt for at krydse en vej af den simple årsag, at jeg er bange for at blive ramt endnu engang og det at folk i Odense ofte kører som en brækket arm, hjælper bestemt ikke!

Angsten handler ikke kun om trafik længere, men er mere en form for dødsangst, for der er simpelthen ikke noget jeg er mere bange for end uventet at dø. Da jeg i 2g skulle surfe på Tenerife og blev revet ned under vandet uden at kunne komme op i hvad der føltes som en evighed og det var vildt skræmmende.

Angst af alle arter er en kamp hver dag og det her er min daglige kamp, men et års selvstudie med masser af tid til at arbejde med mig selv og det hjalp en hel del, men kommer jeg nogensinde helt over det? Det er jeg ikke sikker på, det sidder dybt i mig og det vil det nok altid gøre, måske gemt dybt inde, men det vil altid være der.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar